Referat af baneudvalgsmøde #23-24 d. 29. maj 2024

 Til stede: Ole Nielsen, Joan Fischer, Lennart Nielsen, Kjeld Birch, Jens Landbo, Nils Rohde, Marianne Sinding, Peter Thrige Andersen (ref.)

Fraværende: Ingen

Vores dygtige greenkeeper, Jesper, er blevet tilbudt og har accepteret stillingen som Chefgreenkeeper i Passebækgård Golfklub. Stort tillykke til Jesper. Det er selvfølgelig ærgerligt at skulle sige farvel til Jesper, som er udlært her på banen, men vi ønsker ham alt mulig held og lykke med de nye udfordringer. Heldigvis har Ole allerede afløseren på plads: Kasper, som også er uddannet greenkeeper, har valgt at acceptere stillingen som fast greenkeeper i Ree Golfklub, hvor han allerede var tilknyttet som vores nye sommer-hjælp.

Vores nye maskiner, bl.a. greenklippere, er ankommet. Desværre har der vist sig problemer med samlekvaliteten, så greenklipperne flere gange har lækket hydraulik-olie på greens. Dette ses som lys-brune striber. Heldigvis er det bionedbrydeligt olie, som vil forsvinde efter få uger uden at skabe større skade på græsset. Maskinerne bliver grundigt repareret af leverandøren, og problemerne bør ikke gentage sig.

Flere klubber har anskaffet robotter til at passe fairways (og dermed frigive medarbejdere til andre opgaver) og de nyeste erfaringer tyder på, at robotteknologien er på vej til at skabe gode løsninger. Vi har dog netop valgt at anskaffe nye maskiner (leasing over 7 år) og vil derfor se tiden an, før vi vender tilbage til at overveje anskaffelse af robotter. Det kommer tidligst på tale om 3-5 år, og så må man forvente at teknologien er endnu mere på plads.

Rågerne ved nabohuset ved hul 11 er blevet reguleret og ser nu ud til at være væk.

Algerne i den store sø ved hul 14-15 menes at skyldes udledning af store mængder gødning. Det kunne være gødningsrester fra den jord, der er kørt på i løbet af de sidste par år i området på den anden side af vejen langs hul 14.

Arbejdet med at gøre banen mere parat til det ofte våde vejr er i fuld gang:

  • Kommunen har planlagt renovering/vedligeholdelse af Pøleå’en i løbet af sensommeren, så den kan følge med de store mængder vand – hermed skulle vi undgå de meget store oversvømmelser i efteråret og frem.
  • Arbejdet med at lokalisere og renovere dræn overalt på banen foregår sideløbende med den daglige vedligeholdelse af banen. Pt. arbejdes der på hul 12, 13, 17 og par 3 banen.
  • Topdressing af fairways forløb efter planen i foråret, og resultaterne mærkes med betydeligt bedre fairways end normalt. Arbejdet vil fortsætte i sensommeren fra august.

Broen over hul 11 skal renoveres, og indkøb af nye brædder til montering over de eksisterende er besluttet og iværksat.

Der er aftalt intensiveret udvendig vedligehold af bygningerne med baneejeren – i første omgang maling og renovering af bygningen med shop, sekretariat og bagskabene.

Der er indkommet klager fra naboen over støjende aktiviteter på Driving Range på sene aftener. Derfor vil der blive indført faste åbningstider på Driving Range: fra 06:00 – 22:00 (dog onsdag fra 08:00 – 22:00). Disse vil blive håndhævet gennem automatisk tænd / sluk af lys og boldautomat og opsætning af tydeligt skilt.

Nye bænke, bl.a. til Driving Range, er bevilget af bestyrelsen.

Der er et stort ønske om et toilet på bagni. Desværre har vi hverken (egnet) vand eller el på bagni. Derfor er der besluttet at undersøge muligheden for et tørkloset ved hul 16.

Ole og Peter har været på banevandring med Hans Stenderup, som delte en del gode og ambitiøse forslag til omlægning af udvalgte huller med fokus på at gøre oplevelsen bedre for spillere med højere handicap. Vi har valgt i første omgang at fokusere på muligheden for at udvide green på hul 6 (i flere niveauer) og reducere bunkeren.

Frivillig arbejdsdag i det tidlige efterår er aftalt til den 15. september.

Næste baneudvalgsmøde er besluttet til onsdag den 28. august 2024 kl. 16:00

Referat ved

Peter Thrige Andersen

Baneudvalgsformand